Syguide: Sommerfuglevinger til fastelavn

Syguide: Sommerfuglevinger til fastelavn

Min datter drømmer om at være en sommerfugl til fastelavn, og derfor har jeg designet og syet et par sommerfuglevinger med printede motiver på bomuldsstof. Ved hjælp af  tekstilprinteren PrintModa har jeg selv tegnet motiverne, uploadet dem i Artspira-appen (som også bruges til broderimaskinen Skitch PP1) og printet dem direkte på stof. Og jeg fatter stadig ikke, hvor sejt dét er!

Credit: Maria Bjerg @skaberglæde

På denne side finder du både færdige sommerfuglemotiver klar til at printe og en gratis syguide, som trin for trin viser, hvordan du syr stabile og lette sommerfuglevinger til fastelavn, udklædning og leg.

Værktøj

Materialer

  • Stofruller til tekstilprinteren
  • Stof til bagsiden af sommerfuglen. Jeg har brugt en rest ubleget bomuldslærred
  • Filtstof til fyld. Jeg har brugt denne. 
  • Elastik, 15 mm
  • Sort og hvid sytråd
  • Aluminiumswire
  • Spraylim

SYGUIDE: SOMMERFUGLEVINGER

Jeg startede med at tegne et par sommerfuglevinger i et grafisk design-program på computeren. Det er også muligt at finde motiver i Artspira-appen, hvis du syer et andet projekt. Jeg har delt motiverne her i indlægget, og du må meget gerne bruge dem, hvis du også skal sy et par sommerfuglevinger. 

Der er følgende motiver: 

  • Højre vinge, øverst (Bredde 297 mm, højde: 400 mm)
  • Højre vinge, nederst (Bredde 297 mm, højde: 297 mm)
  • Venstre vinge, øverst (Bredde 297 mm, højde: 400 mm)
  • Venstre vinge, nederst (Bredde 297 mm, højde: 297 mm)
  • Krop (Bredde 297 mm, højde: 297 mm)

Print alle motiverne enkeltvis ved at åbne Artspira-appen. Tryk “New” (ligger i midten af menulinjen nederst). Vælg “Printing” og derefter “Design Editor”. Under “Fabric Roll” vælges “Custom size”. Indtast de mål, der står i parentesen ud fra hvert motiv herover. 

Højre vinge, øverst

Højre vinge, nederst

Venstre vinge, øverst

Venstre vinge, nederst

Krop

Nu skal alle deles syes sammen med filtstof. Sy et motiv ad gangen. Start med at fjerne plastikken fra bagsiden af det printede stof. 

Klip et stykke filtstof på størrelse med motivet. Brug spraylim til at sætte de to stykker stof sammen. Sy nu på alle de sorte linjer i motivet. Jeg oplevede, at det var nemmest at starte “indefra og ud”, så man er sikker på, at motivet ikke skrider. 

Klip derefter motivet til, så der er ca 1-1,5 cm sømrum hele vejen rundt i kanten. 

Nu skal motiverne have en bagside.

Klip et stykke stof (kan være en rest – jeg har brugt ubleget bomuldslærred) ud fra hvert motiv. Læg dem ret mod ret og sy sammen i kanten. Lad der være ca. 10 cm åbning. 

Vend om på retsiden. I de øverste vinger kan man klippe et stykke aluminiumswire og placere den rundt i kanten af vingen, så den holdes oppe. 

Fold den åbnede kant ind og sy den sammen fra retsiden. 

Når ovenstående trin er gjort med alle fem motiver (2x øvre vinge, 2x nederst vinge, 1x krop), skal delene syes sammen. Jeg har syet dem sammen i hånden. 

Placer øverst vinge ovenpå nederst vinge. Sy dem sammen på bagsiden. Gentag i den anden side. 

Placer derefter kroppen ovenpå vingerne og sy den fast på bagsiden. Det behøver ikke at være pænt. 

Nu syes to stropper, så det er muligt at have vingerne på. Klip to stykker bomuldsstof, der måler ca. 7×40 cm og 2 stykker elastik (15 mm), der måler ca. 25 cm.

Sy dem sammen på den lange led og lad enderne være åbne. Fold om på retsiden og indsæt elastikken i hullet. Sy enderne fast på elastikken i begge ender. 

Brug evt. dit barns trøje til at lægge henover vingerne for at finde ud af, hvor stropperne skal placeres, så det passer rundt om skuldrene. Sy stropperne fast i hånden. 

Tillbaka till blogg